2 færger i skolernes sommerferie

Af Johannes Olsen
30. marts 2017 19:57


2 færger i skolernes sommerferie
Med en donation på 2,75 millioner fra Rederiforeningens Træskibspulje har Ida´s Venner erhvervet Norges ældste bilfærge, M/F Øisang, som vil blive indsat som ekstra færge i skolernes sommerferie imellem Stubbekøbing og Bogø.
En rigtig dejlig nyhed som sætter streg under Vordingborg Kommunes kystlinie som en turistmagnet - udtaler den nytiltrådte borgmester, Michael Seiding Larsen (V).

M/F Øisang, der er bygget i 1950 er Norges ældste bilfærge og har sejlet uafbrudt på ruten Risør-Øysang i 60 år, men igennem mange år har ruten været i budgetvanskeligheder og da hjemmestyret ikke mere ville yde tilskud forsvandt grundlaget for ruten - og derfor blev M/F Øisang sat til salg.

”M/F Øisang er en meget interessant færge” fortæller Anders Verner, der er formand for Ida´s Venners Skibsudvalg. ”Det er en træfærge ligesom IDA og så er den næsten samtidig med IDA da de begge er bygget i 50-erne. Den har plads til 3 biler og 60 passagerer og kan gå lige ind i færgelejet”.

Planen er at indføre ½-times drift fra uge 26 - hvor skolernes
sommerferie starter - og på den måde vil der være tale om en ruteplan som i de ”gode gamle dage”, hvor 2 færger sejlede i pendulfart, fortæller Anders Verner fra Ida´s Venner til Sjællands Tidende.

Færgeruten Stubbekøbing-Bogø har i de senere år noteret en stigende trafik - ikke mindst i forbindelse med cykelruten Berlin-Copenhagen, hvor man nu er oppe på ca. 5.500 cykler - men også den nyåbnede Camøno-rute forventes at bidrage med endnu flere passagerer.





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.